Nokia 6120 Classic imponerer
Den ser simpel ud, Nokias billige 6120 Classic. Men man skal ikke skue hunden på hårene, for bag det beskedne ydre gemmer den nemlig på rigtig gedigne funktioner. For eksempel har den turbo-3G, noget jeg savner i Nokias nye designmobil, 7500 Prism – den har ikke engang almindelig 3G. 6120 Classic er derfor hurtig at surfe på nettet med.
Skærmen har også gode specifikationer: Der er tale om en TFT-skærm med 320 x 240 pixel og 16 millioner farver. Styresystemet er Series60, 3. version.
Som sædvanlig har Nokia ikke fokus på slanke mobiler, og denne model er 15 millimeter tyk. Så er det Samsungs super slanke design, du tænder på, vil denne model nok ikke appellere. Men kvalitetsfølelsen er god, specielt tasterne har en høj kvalitet. Vægten er på 89 gram.
Også lyden er god, og der er mulighed for at bruge bluetooth-headset – 6120 Classic bruger standarden 2.0+EDR. Også musikafspiller og FM-radio er modellen udstyret med, og begge dele fungerer solidt.
Kameraet er dog ikke værd at skrive hjem om. Det er på to megapixel og har fixfokus. Det bliver dermed ikke de skarpeste billeder, man får fra den.
De første indtryk af 6120 Classic er rigtig gode. Modellen er relativt simpel, men har alligevel mange gode funktioner. Prisen på cirka 2.000 kroner er imponerende. Du kan læse vores endelige test af modellen i Mobil 8.