Nokia 6250: Kan bruges med både WAP og decibel-måler

At det er holdbare telefoner, der er årets hovedemne, når det gælder mobiltelefoner, er ingen hemmelighed. Telefoner til dem, der arbejder i krævende omgivelser, bygningsarbejdere og andre, eller dem, som for eksempel tilbringer fritiden med en fiskestang i hånden. At der er et behov for denne slags telefoner, er helt sikkert.

Hver gang vi her på Mobil har testet en rigtig sej telefon, vælter det ind med e-mails fra personer, som ønsker at vide mere om holdbarheden.

Nokia siger selv, at 6250 skal kunne klare et fald fra tre meter ned på et hårdt underlag og skal kunne ligge i vand i et minut uden at tage skade. Nokia har udrustet 6520 med en vandtæt membran og forseglede vandtætte dæksler.

Selvfølgelig testede vi disse funktioner, og et minut i vand var der ingen problemer i. Det havde vi også regnet med, når nu Nokia havde lovet det. For at teste den rigtigt, lod vi vort eksemplar ligge i lunkent vand i syv minutter. I løbet af de første minutter kom der luftbobler op fra telefonen og det betyder normalt, at vandet trænger ind i telefonen og presser luften ud. Det er der ikke noget mærkeligt i, da der forekommer luftlommer, f.eks. omkring tasterne. Men at det boblede så længe, styrkede mistanken om, at vandet var på vej ind bag batteriet og SIM-kortet.

Efter syv minutter mistede telefonen kontakten med SIM-kortet, og vi tog telefonen op af vandet med det samme. Vi kunne så konstatere, at der var helt gennemblødt bag batteriet og at vandet havde fundet vej ind bag displayet. Dette skyldes, at Nokia ikke har vand-sikret telefonen med gummipakninger. På trods af, at vi lagde telefonen til tørre på en varmeplade, kom den aldrig til at virke mere. Så der er altså ingen idé i at prøve dette selv. Heldigvis havde vi gennemtestet telefonen inden vandtesten. For det første er 6250 ret klodset. Den vejer hele 174 g, og det er tungere end alle dens konkurrenter. Konstruktionen minder om den rimeligt nye 6210, men 6250 er noget bredere og noget tungere.

Helhedsindtrykket er, at det er en stor telefon sammenlignet med de »almindelige« mobiler af samme type, som vi normalt sammenligner med. Mens Ericsson har valgt at bygge en telefon, som kan tåle både vand og stød, virker det som om, at Nokia har bygget en i grunden ganske stor telefon og siden hen har sat en hætte og gummistøvler på i form af en gummiliste øverst og nederst. Tætningslisten tager nok fra for stød, og den gør også, at den klarer et fald på op til tre meter, som Nokia angiver som grænsen for, hvad telefonen skal kunne tåle.

Vi har gentagne gange prøvet at kaste den ned fra tre meters højde, så den landede på stengulvet i trappeopgangen og det kunne den sagtens klare.

Displayet er sænket en anelse for at være beskyttet i sådanne tilfælde, og det er nok ganske godt. Lige som på Ericssons R310 låser man bagdækslet med en skrue, som åbnes ved hjælp af en mønt. Dette gør, at telefonen ikke går i hundrede stykker, hvis man taber den.

For at holde SIM-kortet på plads har man fundet på at spænde kortet fast ved hjælp af en ståltrådskonstruktion. Dette bevirker, at kortet er spændt fast mod kortlæseren, men det er lidt besværligt at få det hele på plads igen. Når man så er kommet i gang, er 6250 for godt udrustet til at være en almindelig telefon. Lige som Siemens M35 har den WAP-læser og på 6250 ligner den helt og holdent 6210. Så Nokia-brugere får altså ingen problemer med at genkende opbygningen.

Og akkurat som på 6210 råder der en total tast-forvirring. Hvis man ønsker at gå ind på et link, skal man altså tykke på den grønne tast for at komme direkte ind på siden uden at skulle gå via menuen.

Da 6250 skal anvendes af personer, som arbejder i støjrige miljøer, har Nokia valgt at indbygge en decibel-måler i telefonen. Det er godt for dem, der har nedsat hørelse og som skal passe på den hørelse, de har tilbage. Men vi har været i kontakt med lydspecialister, og de giver ikke meget for denne funktion. Argumentet er, at decibel-måleren er et svageligt instrument, s