Nokia 7380 – læbestiftsmobilen, der giver opmærksomhed
Som mobiltelefon er 7380 ikke helt let at bruge. Man navigerer, skriver og taster numre ind med et drejehjul og valgtaster. Det er ret besværligt, men det er til gengæld intet problem at ringe personer op, som allerede findes i adressebogen – hvis man altså vel og mærke har lagt alle kontaktoplysninger ind på sim-kortet, inden man tager telefonen i brug.
Udover almindelig mobiltelefoni er 7380 udrustet med et kamera der tager gode billeder og en musikafspiller, der giver høj og god lyd. Hukommelseskapaciteten er dog kun på 52 MB, så telefonen bliver hurtigt fyldt op, og i praksis får man ikke stor glæde af MP3-afspilleren.
Selvom det er lidt besværligt at tage 2-megapixelkameraet i brug, så fylder det hurtigt hukommelsen op. Man kan da godt lave en genvej til kameraet, men gør man ikke det, skal man lave en del klik og dreje en del på hjulet, inden man kan tage et billede. Et øjebliksbliksbillede er derfor svært at skyde, med mindre man er hurtigere end sin egen skygge, og det er der endnu kun en mand, der har bevist, han er. Skærmen er også for lille til at man rigtig kan se, hvordan billedet bliver.
Resten af telefonen er derimod ganske spektakulær. Når den er i hviletilstand eller slukket ligner hele forsiden et spejl, og 7380 skal da også overleve på sit udseende. Den er vanskelig at bruge, men skal nok skabe livlig stemning, når den hives op af lommen.
Vi vil bringe en fuldstændig test af Nokia 7380 i Magasinet Mobil senere på foråret.