Nokia arbejder på low end-mobil med superskærm og 1 Ghz processor
Små lavt opløste skærme og lav processorkraft er normalt det, man forbinder med low end-mobiler. Men nu ser det ud til, at Nokia har sat sig for at hæve low end-barren med mindst et par trin. Ifølge Nokias argentinske marketingschefs skulle Nokia nemlig være i gang med at udvikle en Series40-model (Series 40 er Nokias low end-mobiler) med Nokia egenudviklede ClearBlack-skærm og en processor på 1 Ghz.
ClearBlack-teknikken går ud på at mindske refleksioner på skærmen. Traditionelle touch-skærme har flere lag mellem polarisatoren og touch-vinduet. Det, Nokia har gjort, er at placere polarisatoren direkte under touch-vinduet, hvilket gør, at mindre lys reflekteres i skærmen.
Ifølge selskabet bliver ”sværten” bedre, hvilket giver højere kontrast, der så igen gør, at skærmindholdet bliver lettere at se i dagslys. En anden fordel er, at skærmen bruger mindre strøm. E7-00 og C6-01 var de første mobiler til at benytte teknikken.
Nokias nye Series40-mobil skulle derudover også have 512 MB RAM, Wi-Fi, turbo-3G og QWERTY-tastatur.
Konferencen Nokia Connection 2011 finder sted i morgen i Singapore, og her kan den nye Series40-mobil meget vel blive præsenteret.