Nokia C6 test
Da Nokia for godt et år siden sendte modellen N97 på markedet, var forventningerne store. Desværre gjorde Nokia stort set alt de kunne for selv at skyde dem ned. Designmæssigt var der tale om en fin mobil med god skærm og fint qwerty-tastatur, men man skulle ikke tro, at de selv havde testet den, inden den blev sendt ud på markedet. Der var utrolig mange problemer med styresystemet, og trods software-opdateringer blev den faktisk aldrig særlig god. Der blev rettet noget op på det med N97 Mini, der virkede som en mere færdig mobil, men heller ikke den kom for alvor over salgsrampen.
Nu prøver Nokia så igen med en rigtig arbejdsbi af en mobil med den nye C6. Styresystemet i C6 er naturligvis også Nokias eget Series 60 version 5 – altså touch-versionen.
Skærmen – på godt og ondt
Startskærmen kan fyldes til bristepunktet med alle mulige funktioner og widgets. Ideen virker fin nok, jo hurtigere man kan aktivere en funktion, desto bedre, kan man sige, men ser man helt nøgternt på det, så kan startskærmen hurtigt komme til at se rodet ud. Men når det nu er en touch-skærm, der sidder i C6, synes jeg faktisk det er fint med alle disse genveje rent funktionelt. Men helt kønt er det ikke. Af genveje, man kan have, er til web, Ovi Store, GPS, musik, kalender, nyhedssites og Facebook – bare for at nævne nogle.
Skærmen er 3,2 tommer stor med 360 x 640 pixel og 16 millioner farver. Opløsningsmæssigt er der et stykke vej op til klassens duks på det område, nemlig iPhone 4 med 640 x 960 pixel – det giver en ekstrem flot skarphed og gør den meget læsevenlig. Helt så skarp er skærmen i C6 ikke, men den er alligevel rigtig flot. Den reagerer ret præcist og hurtigt, når man trykker på den – det er jo alfa omega for enhver touch-skærm, ellers er brugeroplevelsen jo lige til at lukke op og gøre en vis ting i. Og det er den så alligevel lidt i C6. Det har med styresystemet at gøre. De første versioner af S60 til touch-skærme fik en del kritik for at man skulle dobbeltklikke på ikoner for at aktivere den funktion, den hørte til. Det er der stadig noget af. Et klik er dog nok til at åbne en funktion, for eksempel Beskeder, men når jeg så vil vælge, om jeg vil ind i Indbakke, så skal man klikke to gange. Og sådan er det gennemgående i C6. Et klik er nok til at komme ind i en funktion, men når man så skal vælge blandt de muligheder, der er i den enkelte funktion, så skal man dobbeltklikke. I farten tænker man ikke lige så meget over, hvornår man skal gøre hvad, og det kan irritere lidt. Værre er løsning til at zoome i for eksempel webbrowseren. Åbner man en webside, vises teksten ikke stort nok til at kunne læse med mindre man sidder med telefonen helt oppe i synet. Så skal man zoome ind ved hjælp af en meget besværlig metode, hvor man skal trække fingeren op eller ned på en bjælke til højre på skærmen. Det er meget omstændeligt og ret upræcist. Dobbeltklikker man på skærmen, zoomes der helt ind, men så tilpasses siden ikke, så man skal både scrolle fra side til side for at læse og op og ned. Samme løsning bruges også til at zoome ind og ud på billeder. Det virker underligt, at Nokia er tilfreds med den løsning. Man kan dog bladre i billederne ved at trække en finger over skærmen fra side til side. Og nu vi er ved webbrowseren, så er det let at lave bogmærker til websites.
Billig eller ej
Som udgangspunkt er skærmen sat til at vibrere, når man klikker på den. Mit forslag til en anden gang er, at Nokia dropper det. Det får den nemlig til at virke rigtig billig, når hele telefonen ryster – man kan faktisk høre, at coveret ikke hører til i den dyre ende. Så den funktion slog jeg hurtigt fra og pludselig virkede den overhovedet ikke som en billig mobil lavet i billige materialer. Faktisk tværtimod. C6 er faktisk en fin robust mobil i gode plastmaterialer.
Super tastatur
Hvor zoom-løsningen med dertilhørende brugeroplevelse skuffer, imponerer tastaturet. Dejligt store taster der buler lidt op, så man altid rammer rigtig samt en rigtig god trykrespons gør den formidabel at skrive med. Og dejligt der er plads til æ, ø og å. C6 har et af de bedste tastaturer, jeg nogensinde har prøvet på en mobil.
Af en business-mobil at være kan det virke lidt underligt, at den kun har turbo-3G op til 3,6 Mbit/s i stedet for de 7,2 Mbit/s, som mange nye modeller har. Måske det har noget at gøre med, at den reelle hastighed formentlig alligevel ikke når op på mere end 1,5-2 Mbit/s. Under alle omstændigheder klarer den fint nok at downloade websider og videoer fra nettet. Er man i nærheden Wi-Fi-netværk, så kan man benytte sig af det i stedet for, hvor man så kan få en noget hurtigere hastighed.
Betal for redigering
Af andre ting, der kan være praktiske for business-manden – og sådan set også for alle os andre – er de gode kommunikationsredskaber. Udover selvfølgelig tale og sms, så er det let at opsætte e-mail og der er også chatmuligheder via Yahoo!, Messenger og Google Talk. Det virker fint og gør, at man let kan holde kontakten med kolleger og venner og man kan også let sende dokumenter eller billeder frem og tilbage. Derimod er det mærkeligt – og også for nærigt – at Nokia kun som udgangspunkt smider en Document Viewer med ind i telefonen. Det betyder, at man så kun kan læse dokumenter (Word, Excel, PowerPoint og PDF), men man kan ikke redigere i dem eller oprette nye. Det skal man betale for, men det burde have været muligt allerede fra køb. Det er dog ikke noget Nokia er ene om at gøre. Også Sony Ericsson gjorde det samme med deres Sony Ericsson Vivaz Pro – i øvrigt en langt mindre vellykket mobil end C6.
Kører man meget på sit job, så er det praktisk, at C6 har stemmekommando til blandt andet opkald. Så kan man bare sige navnet på den, man vil ringe til, og så ringer den op. På den måde slipper man for at skulle fumle med mobilen, mens man kører. Og nu vi er ved det med at køre, så skriger en stor touch-skærm jo nærmest til himlen om at blive brugt som GPS’er i bilen. Der fungerer C6 fint med Ovi Maps, som er en komplet GPS-løsning med stemme- og pilevejledning, ruteplanlægning, masser af interessepunkter og så videre. Og så følger det jo helt gratis med ved køb.
Og så til underholdning…
Det var de praktiske ting. I dag skal en praktisk gris jo også gerne kunne underholde. Og det kan C6 fint. Der er en funktionsrig musikafspiller, fin FM-radio og filmplayer. Filmplayeren kan dog ikke håndtere DivX-film, hvilket unægtelig lægger en dæmper på det. Men gider man bruge tid og krudt på at konvertere en film til mere passende mobilformater, så kan man godt få en god lille filmoplevelse på C6. Men er man til spil på mobilen, så har Nokia bare ikke meget at byde på sammenlignet med iPhone og Android. Og nu vi er ved iPhone og Android, så kommer vi ikke uden om apps – programmer til mobilen. Nokia har Ovi Store, som stadig halter langt efter Apples App Store og Android Market. Shopper man i de to app stores, så kan man sagtens finde et hav af programmer, som gør ens mobil langt bedre, det kniber det mere med med Ovi Store. Der er langt mellem snapsene i Ovi Store, så betyder det meget at man kan installere apps, er C6 formentlig ikke en mobil, man skal vælge.
Lyden i C6 er helt okay, men er man ikke tilfreds med det medfølgende headset, så er der heldigvis rig mulighed for at sætte sit eget headset i, hvis det skulle være bedre. Der er nemlig 3,5 millimeter jackstik i C6. Det betyder også, at man vil kunne sætte en rigtig højttaler til C6 så man kan høre musik for fuld udblæsning. Kameraet er på 5 megapixel med autofokus og fotolys. Det er normalt en god kombination, men jeg synes ikke, at billederne bliver særlig gode, hvis man sætter kameraet på prøve. Lysforhold skal være optimale og objektet må ikke bevæge sig.
Nokias podcast-program er derimod i særklasse godt. Der ligger mange hundrede podcasts klar til at blive abonneret på og det er meget let at finde noget, man gider se eller lytte til. Det fungerer simpelthen bare rigtig godt.
Det var noget spændt, da jeg fik C6 til test. Den er en kombination af Nokia 5800 og Nokia N97. 5800 en rost mobil, mens N97 har fået mange hug. Mange ting fungerer fint og er det en tastatur-mobil, man er ude efter, er C6 et rigtig godt bud – specielt prisen taget i betragtning. Men surfer man meget, så bliver de fleste nok hurtigt ret irriteret på skærmen, som Nokia burde have forbedret i forhold til de tidligere modeller.
For:
Prisen
Tastatur
Gratis Ovi Maps
Imod:
Kameraet
Weboplevelsen
Batteriet
Karakter:
Telefoni & data: 8
Multimedie: 8
System & programmer 7
Brugeroplevelse: 6
Materiale & kvalitet: 7
Total: 72 %
Seneste nyt om emnet
Historien har udviklet sig. Siden vi publicerede artiklen er der kommet mere til historien. Redaktionen kunne ikke slippe historien. 20/10/2010 fik historien nyt liv med et indlæg omkring emnet Steve Jobs: Android-tablets er dødfødte – Artiklen kan du læse her. Seneste nyt om emnet finder du her.