Nokia-chef: Dual-core og quad-core er spild af batteri
Stephen Elop, der til daglig sidder ved styrepinden i Nokia, lader ikke til at have særlig meget tilovers for dual-core og quad-core processorer. I en udtalelse til kinesiske Yangcheng Evening News siger Elop, at dual-core og quad-core løsninger er spild af batteri og ikke til nytte for forbrugeren.
Udtalelserne skyldes at Nokia senest har satset på Windows Phone-platformen, som bekendt kun bruges af enheder med en enkelt processorkerne i øjeblikket. Det er dog også mere end rigeligt til at levere en rigtig god oplevelse.
For at sætte streg under sit udsagn, har Nokia taget sin "Blown Away by Lumia"-konkurrence til Kina, og tilbudt et beløb svarende til næsten 1.000 kr. til enhver, der kunne udføre specifikke opgaver hurtigere på deres smartphone end på Lumia 800. Ifølge Elop blev det til en billig omgang, da Lumia-modellen vandt hver gang.
Skiftet til dual-core processorer hos Nokia kommer altså derfor formentlig til at vente på sig. Et bud ville være, at det først bliver aktuelt, når Microsoft præsenterer Windows Phone 8 senere på året.