Nokia-chef: MeeGo kommer i 2011
Tidligere har Intel, Nokias samarbejdspartner når det gælder MeeGo-systemet, fortalt at der ikke vil dukke nogle MeeGo-produkter op på markedet før næste år. Nu kommer også Nokia med en udmelding, der stemmer fint overens med Intels:
– "Første MeeGo-enhed kommer til at blive et 2011-produkt", sagde Stephen Elop, der er Nokias nye øverste chef, i forbindelse med præsentationen af Nokias kvartalregnskab, som vi forventer at have dækket lidt senere i dag.
Nokia kan i princippet præsentere den eller de første MeeGo-telefoner på CES-messen i begyndelsen af januar, men mere realistisk er det dog at tro, at det kommer til at ske ved årets Mobile World Congress-messe, som løber af staben i Barcelona i midten af februar.
I øjeblikket findes kun et enkelt produkt med MeeGo som styresystem, nemlig en surftablet til det tyske marked. Hverken Intel eller Nokia står bag denne.