Nokia: Fejl i 46 millioner batterier

Nokia tilbagekalder nu 46 millioner mobiltelefon-batterier, der er fremstillet af Matsushita i perioden mellem december 2005 og november 2006.

Nokia: Fejl i 46 millioner batterier

Batteriet BL-5C indeholder en fejl, som i nogle tilfælde kan få batteriet til at overophede, når det lades op. Der er fremstillet omkring 300 millioner BL-5C batterier, men det er altså kun en sjettedel, der er ramt af fejlen.

Den finske mobiltelefon-producent fortæller, at man har kendskab til omkring 100 tilfælde, hvor batteriet er overophedet under opladning, men i ingen af tilfældene er der sket personskade.

På hjemmesiden www.nokia.com/batteryreplacement/en/ findes en vejledning der forklarer, hvordan man kan afgøre, om telefonens batteri er omfattet af tilbagekaldelsen. Man kan gratis skifte sit batteri ud med et nyt, oplyser Nokia.

BL-5C er et af 14 forskellige batterier, der bruges i Nokias telefoner, og batteriet fremstilles hos flere forskellige producenter, ikke kun Matsushita.