Nokia giver tredje år med sikkerhedsopdateringer til ældre Android-telefoner
Selskabet bag Nokia-telefonerne, HMD Global, er et af dem, der er gode til softwareopdateringer af sine Android-telefoner. Sikkerhedsopdateringerne til telefonerne kommer ud i en lind strøm. Nu har HMD meddelt, at de fortsat vil opdatere de første Nokia-telefoner, der kom med Android-systemet.
1 års ekstra sikkerhedsopdateringer til Nokia-telefoner
Det betyder, at der hvert kvartal vil komme en sikkerhedsopdatering til Nokia 8, Nokia 6, Nokia 5 og Nokia 3. Det er altså et ekstra års opdateringer oveni de to år, HMD oprindeligt lovede.
I meddelelsen fra HMD Global står: ”Nu, hvor toårsperioden er ved være ved sin vejs ende for disse smartphones, vil vi fortsat forpligte os til at give de bedste og mest sikre oplevelser. Så hvad betyder det? Når vi er kommet til toårsdagen for det tidspunkt det sidste marked lancerede disse smartphones (og i henhold til operatørernes og regionale bestemmelser), vil Nokia 8, Nokia 6, Nokia 5 og Nokia 3 få kvartalsvise sikkerhedsopdateringer helt sit udgangen af sit tredje år.”
For Nokia 2 vil sikkerhedsopdateringen løbe frem til november 2019.
Se også: Priser på Nokia mobiler
Godt med et ekstra år
Sikkerhedsopdateringer er som bekendt ikke noget at kimse ad. I dag har vi så mange private og følsomme oplysninger på vores telefoner – alt fra billeder og kontakter til bankoplysninger og betalings-apps. Det gør sikkerhedsopdateringerne uhørt vigtige for at holde al informationen beskyttet mod uvedkommende.
Det er derfor rigtig rart at se, at HMD Global forpligter sig til et tredje år af opdateringer til Nokia-telefonerne. Der er mange, der ikke vil købe ny telefon hvert andet år, men naturligvis stadig skal have mulighed for at opretholde sikkerheden på sine telefoner.
Se også: Nyheder om Nokia