Nokia investerer fornuftigt i fremtiden
Antallet af mennesker, der bruger de mobile betalingsservices, vil stige med omkring 89 procent årligt fremover fra de cirka 20 millioner brugere, der findes i dag, til et sted mellem 900 millioner og en milliard allerede i 2014, ifølge analyseselskabet Berg Insight.
Holder den analyse stik, ligner Nokias køb af aktier til en værdi af omkring 70 millioner dollar i amerikanske Obopay en særdeles fornuftig investering. Den amerikanske virksomhed specialiserer sig nemlig præcist i at udvikle og sælge betalingsløsninger til mobiltelefoner og er allerede i dag aktiv på markedet i Indien og USA.
Aftalen mellem Nokia og Obopay er endnu ikke endeligt underskrevet, men da Teppo Paavola, en af Nokias absolutte topfolk, allerede har udtalt, at aftalen afspejler Nokias tro på, at mobile betalingsløsninger har globalt potentiale, må det forventes blot at være formaliteter, der afholder aftalen fra at blive officielt afsluttet.
Samme Paavola forventes i øvrigt at få en toppost i Obopays ledelse fremover.
Kilde: Cellular-News.com og Amobil.no