Nokia klar med Windows-baseret mini-computer – se den på video

Nokia udvider nu samarbejdet med Microsoft og lancerer nu Windows-baseret Booklet 3G med blandt andet GPS.

Nokia klar med Windows-baseret mini-computer – se den på video

Nokia nye mini-computer, Booklet 3G, skulle ifølge en pressemeddelelse fra Nokia være Windows-baseret, men Nokia oplyser ikke mere end blot det. Heller ikke, da vi ringer til dem for nærmere info.

De oplyser dog, at den vejer 1,25 kilo, er lige over to centimeter tyk og har de features, man forventer, inklusiv en turbo-3G og Wi-Fi og Nokias efterhånden mange Ovi-tjenster.

Indbygget GPS

Den nye mini-bærbare kommer også med en HDMI-port til HD-video out, et kamera på fronten til videoopkald, Bluetooth og en lettilgængelig SD-kortlæser.

Skærmen er på 10 tommer og den kan bruges til blandt andet navigation, da Booklet’en har indbygget A-GPS. Til navigation kan Nokias egen Ovi Maps bruges.

Batteriet skulle holde i op til 12 timer.

Mere info 2. september

Det store spørgsmål bliver, om Nokia vil forsøge at etablere sig som pc-spiller ved at underbyde alle andre og sælge Booklet 3G til en lav netbook-pris, eller om man vil markedsføre dyret som en ægte pc og sætte prisen over 5.000 kroner. Givet er det, at Nokia regner med, at den nye bærbare skal sælges med store tilskud fra teleselskaberne.

Yderligere informationer og detaljerede specifikationer og hvornår den kommer på markedet samt pris vil blive offentliggjort på Nokia World den 2. september.

Se i øvrigt video med Nokia Booklet 3G her.