Nokia køber norske Trolltech
Den finske mobiltelefon-producent Nokia har købt det børsnoterede softwarefirma Trolltech i Norge for 844 millioner norske kroner. Nokia har tilbudt 16 kroner per aktie, og beløbet betales kontant, skriver digi.no. Selskabets stiftere og andre investorer, der sammen ejer 66,43 pct. af selskabet, har allerede accepteret tilbuddet.
Med købet af Trolltech ønsker Nokia at styrke sin strategi om udvikling af software til mobile enheder og nye netbaserede tjenester. Trolltech tilbyder værktøjer til udvikling af platformsuafhængige applikationer.
Et af Trolltechs mest kendte produkter er softwarebiblioteket Qt, som er udgivet under General Public License (GPL). Qt understøtter både Windows, Linux og MacOS.
Nokia fortæller at de eksisterende produkter fra Trolltech bliver videreudviklet, både på mobil- og desktop-området. Og de vil fortsat være tilgængelige under open source-licenser.