Nokia laver digitalt solo-kamera
Nu går Nokia ind i rækken af producenter, der laver digitale kameraer. Altså kameraer, der er et produkt helt for sig selv.
Nokia Fun Kamera er navnet på den lille gadget, som i går blev præsenteret i Helsingfors. Kameraet tager billeder i vga-format op til 640 X 480 pixels. Og der er indbygget blitz.
Opløsningen er ikke imponerende, men ideen er selvfølgelig, at billederne skal overføres videre med en mobiltelefon. Derfor den noget lave opløsning.
Alligevel er ideen ret skæg. Du tager simpelthen en masse billeder med det lille kamera, der har 8 MB indbygget hukommelse – det rækker til mellem 15 og 60 billeder, alt efter hvor stor opløsning du vælger. Og så tilslutter du kameraet til din mobiltelefon og sender dem videre. For eksempel som en MMS eller i en e-mail.
Det er selvfølgelig den nye pop-port fra Nokia, der skal bruges. Derfor kan kun nyere telefoner bruges: Nokia 6800, 3100, 6100 og 7210.
Det nye kamera sælges i farverne rød og orange og vejer bare 90 gram. Prisen er endnu ukendt, men kameraet ventes på markedet efter sommerferien.