Nokia-løgn kan koste dyrt

Nokia har fået en næse af den svenske pendant til forbrugerombudsmanden, efter reklamer om at Nokia 5310 skulle kunne afspille alle musikformater - problemet er bare, at det kan den ikke.

Nokia-løgn kan koste dyrt

Det var en kampagne for Nokia 5310 Xpress Music, der i øjeblikket kører i Sverige, som har fået Konsumentombudsmanden (Forbrugerombudsmanden) til at drage den konklusion, at Nokia har benyttet sig af vildledende markedsføring. Det er et brud på markedsføringsloven og kan koste Nokia dyrt. I kampagnen skulle det fremgå, at telefonen "tager alle musikformater", men i virkeligheden kan den kun håndtere fem af de formater der findes.

Nokia har forklaret, at formuleringen er gået galt, da kampagnematerialet skulle oversættes til svensk.

– Der har været en fejl i oversættelsen, da vi oversatte kampagnen. Det er vi meget kede af, og vi retter straks fejlen i den resterende kampagneperiode, siger Osker Södergren, produktchef for Nokia til Mobil i Sverige.

Södergren fortæller, at den korrekte formulering skulle havde været "tager næsten alle musikformater."

Hvis det konstateres, at Nokia har brudt med markedsføringsloven, kan de tvinges til at betale en afgift på op til fem millioner kroner. Nokia har indtil den 25. januar til at forsvare sig i.