Første indtryk: Så fed er Lumia 1020

Vi har haft den nye fra Nokia i hænderne, og her er vores første indtryk – både når det handler om det gode og det dårlige.

Første indtryk: Så fed er Lumia 1020

Der er alle de smæk for skillingen, som man kan tænke sig med den nye Lumia 1020 – i hvert fald, når det handler om kameradelen, hvor Nokia endnu engang ser ud til at slå alle de øvrige på markedet med længder.

Under parolen skyd først, zoom senere har Nokia fat i noget, som vi ikke har set tidligere, og ved første øjekast ser det godt ud. Kameraet i Lumia 1020 kan samlet prale med 41 megapixel, men de bliver brugt særdeles smart, så vi ikke behøver at bokse rundt med gigantiske billeder, når vi sender dem i eksempelvis computerens retning.

Udover, at man, når man tager et billede, lagrer fotografiet i en almindelig 5 megapixel udgave, så gemmer den også et 16:9-billede i 38 megapixel og et 4:3-billede i 32 megapixel størrelse. (Ikke 35 megapixel som vi i første omgang skrev under livedækningen)

I alle disse megapixels ligger mulighederne for at redigere i billedet senere, ligesom man også kan skabe helt nye billeder i det meget store og skarpe billede.

Telefonen har en 1/1.5″ BSI censor og en seks linse stor ZEISS optik og optisk billedstabilisator. Lumia 1020 har en effektiv Xenon flash, der rummer masser af kraft til at lave gode optagelser i mørke. Mere om det om lidt.

I New York fik vi af flere omgange demonstreret de nye kamerafeatures hvor blandt andet Camera Pro-appen gør det muligt at lege dygtig fritidsfotograf, men desværre havde vi ikke mulighed for selv at lege rigtig meget med denne del.

På lanceringseventet fik vi også mulighed for at se, hvordan telefonen klarer sig i mørke og særdeles lyse omstændigheder, og her kommer de mange pixels og den nye kamerateknologi til sin ret. Især i tusmørket var det muligt for Lumia 1020 og Xenon flashen at fremvise masser af farver og fokus, som hverken Lumia 720, Sony Xperia Z eller iPhone 5 kunne matche. Det så rigtig godt ud. På samme måde var telefonen også modstanderne overlegne i et overbelyst rum, der skulle simulere en badestrand.

Læs vores første indtryk af Nokia Lumia 1020.

Se video med Lumia 1020 i aktion her.

Se masser af billeder af Lumia 1020 her.

Se pris for Nokia Lumia 1020 her.

Se masser af tilbehør til Nokia Lumia 1020 her.

Se alle specs for Nokia Lumia 1020 her.

For at blive ved kameraet, så er der også kommet en del nye features, som hver på deres måde er med til at efterlade et lille indtryk af at Lumia 1020 mere er et kamera med smartphone-egenskaber end den anden vej rundt.

Udover Camera Pro-appen, hvor man kan blive klogere på hvidbalance, ISO-brug og eksponering, så er der også en ny Action Fcus-app, hvor man tager den velkendte Burst Mode til næste niveau. Ved at tage 10 billeder med fire billeder i sekundet er det muligt at lave en virkelig fed film i billedet. Det kan være lidt svært at forklare, men der er ingen tvivl om, at Nokia har fået det maksimale ud af kameradelen i denne sammenhæng. Sidst og mindst kan man nævne den lille feature, som hedder Cinemagraph, hvor man kan lave effekter i almindelige billeder, så de bliver mere levende. Fint nok, men om man nogensinde vil bruge det i praksis – det er tvivlsomt.

 

Skal vi bevæge os videre til designet, så er der på forsiden ikke ret meget nyt i forhold til de seneste Lumia-lanceringer, og med 4,5 tommer skærm adskiller den sig heller ikke synderligt på størrelsen. Det er stadig en stor telefon, men med 158 gram, er den ikke meget tungere end de letteste konkurrenter.

Skærmen er en AMOLED PureMotion HD+ skærm med en opløsning på 1.280 x 768 HD og 16:9 aspect ratio. Den er forsynet med Nokia’s Clear Black-teknologi, så det også i høj sol er mulig at se detaljer i billeder. Det ser godt ud sammenlignet med et par af konkurrenterne.

På bagsiden finder vi det mest iøjnefaldende ved det sorte aluminiumsdæk, der holder på de mange små kameradele. Glasset i det nedsænkede kamera er Gorilla Glass 3, ligesom det er på fronten af maskinen, og dermed skulle der ikke være nogen risiko for at lommens nøgler ødelægger de kommende optagelser.

Modsat den klodsede løsning på Nokia PureView 808, så har man med held knoklet med at presse de seks linser og billedstabiliseringen sammen i en fin pandekage, der ikke fylder ret meget. Det er elegant lavet, og ligesom nogle af de mange fotofeatures inde i telefonen, så mimer det runde look et almindeligt kamera. Det fungerer, er lækkert lavet, og det ser frem for alt godt ud.

Batteriet i dual-core-telefonen er kun på 200 mAh og det er jo ikke voldsomt taget konkurrenterne i betragtning. Om det er for lidt, det er for tidligt at sige, men fra Nokia forlyder det, at den sagtens kan holde sig som de øvrige på markedet. Med mindre man laver fotoredigering i flere timer i streg, som det hed sig. Ved første indtryk var det også lidt svært at gennemskue om den 1,5 GHz store Snapdragon S4-processor helt kan klare sagerne, som den bør kunne.

Vi var forbi en del forskellige telefoner i løbet af dagen, og mens et par af dem reagerede hurtigt og gnidningsfrit, når der blev arbejdet og redigeret, så var andre lidt sløvere og tøvende under billedbehandlingen. Det er del, som der må testes nøjere på, når vi får telefonen til rigtig test. Som med mange af de øvrige Lumia-enheder, så er 1020 i polycarbonat, og den virker let uden på nogen måde at være billig i sin fremtræden.

Lidt mod forventning, så kan man ikke trådløst lade telefonen, til det skal man købe et særskilt cover. Tænker man på den tykke 920 med den mulighed, så er det fint nok, at man her har valgt at spare på vægten og vinde på designet.

 

Skal man samle lidt op på indtrykket af det nye flagskib fra Nokia, så er det noget med, at vi igen er blevet overbeviste om at Nokia mener, at det er gennem fotodelen i en smartphone, at vi skal finde fremtidens bedste smartphone. Lumia 1020 kan rigtig mange fine ting, når vi holder os til kameraet, men om alle disse features har ret bred appel, det er yderst tvivlsomt.

Prisen, der kommer til at ligge på omkring 5.500 kroner er som mange andre toptelefoner, men det er dog lidt dyrt, når man ser på, at dens 32 GB hukommelse ikke kan udvides, og at den trods alt kun er dual-core.