Nokia Lumia 1020 lanceret
De bliver ved med at stikke sig selv. Nokia har igen toppet deres efterhånden lange række af Lumia-telefoner med en ny kæmpetelefon. Hvor den forrige Lumia 920 glimrede på årets Mobile World Congress ved mest af alt at være en kæmpestor telefon, så er der denne gang virkeligt gode sager til den specifikationsinteresserede Nokia-person med Nokia Lumia 1020.
Telefonen er på 4,5 tommer og skærmen er på 768 x 1280 pixels med en pixeltæthed på 332 ppi. Lumia 1020 måler 130,4 x 71,4 x 10,4 mm og vejer 158 gram.
Lidt overraskende så kommer 1020 kun med dual-core 1,5 GHz Snapdragon-processor.
Se masser af billeder af Nokia Lumia 1020.
Det kæmpestore kamera så vi første gang i 2012, hvor Nokia pralede med de 41 megapixel i den ellers ikke fantastiske smartphone, PureView 808, der kun kørte på Nokias gamle Symbian-system.
Men helt som ventet, er Symbian nu erstattet af Windows Phone i Lumia 1020, og dermed har Nokia en fuldt ud konkurrence-dygtig telefon på markedet for topsmartphones. Ingen af de øvrige producenter på markedet har været i nærheden af at kunne klemme så stort et kamera i deres telefoner, og bortset fra Samsung Galaxy S4 Zoom, så eksisterer der vel nærmest ikke konkurrence på mobilfotofeltet.
Kameraet i lumia 1020 har optisk billedstabilisering, som vi første gang så det i PureView 808, og det kan tage billeder med både 32 megapixels og 5 megapixels på samme tid. Det sker i 16:9-formatet. Derudover kan man tage billeder i hele 38 megapixels i 4:3-formatet.
Kameraet til videosamtale er på 1,2 megapixel.
Zoom-funktionen er blevet mulig takket være en kombination af den bedste hardware-teknologi og den nye applikation Nokia Pro-Camera. Det gør det muligt for brugerne at bruge deres smartphones til at tage billeder i professionel kvalitet, forklarer Nokia.
Nokia Lumia 1020 kommer også med en ny brugerflade, så man meget nemt kan se, hvordan nye indstillinger vil påvirke billeder eller videoer.
I forbindelse med udviklingen af Lumia 1020 har Nokia også haft fokus på brugernes interesse for at dele deres billeder på sociale medier. En af de nye funktioner som præsenteres med Nokia Lumia 1020 er eksempelvis ”dual capture”. Når et billede er blevet taget, så gemmer telefonen både et billede i høj opløsning, som brugerne kan redigere, zoome og forme præcis som de vil, men samtidig skabes der også en version på 5 megapixel, som man nemt kan dele i diverse sociale netværk.
På den mere almindelige smartphone-side, så har Lumia 1020 2GB RAM samt 32GB intern lagerplads – det er ikke muligt at tilføje yderligere lagerplads med SD-kort.
Som i de seneste topmodeller fra Nokia, så har 1020 NFC og trådløs opladning.