Nokia Lumia 800-dom: Lumia 800 har langt bedre signal end mange andre smartphones

To læsere tester lige nu Nokia Lumia 800. Facebook-integrationen og specielt mobilsignalet imponerer.

Nokia Lumia 800-dom: Lumia 800 har langt bedre signal end mange andre smartphones

SMS med lidt ekstra…

SMS app’en i Windows Phone virker i store træk som SMS app’en på andre smartphones, dog med den lille detalje, at Facebook Chat er integreret, så man kan vælge, om man vil skrive via SMS eller Facebook Chat.

Dette er meget elegant implementeret – man har en knap i bunden af en igangværende tråd, hvor man løbende kan skifte imellem de to.

Tastaturet i Windows Phone er generelt godt. Jeg synes, præcision og reaktionstid er fuldt ud på højde med det i iOS. Der har tidligere været en bug i WP, som gjorde at tastaturet nogle gange forsvandt, mens man skrev. Dette ser ud til at være afhjulpet i den version, der ligger på mit testeksemplar af Lumia 800.

For nogle kan skærmen på 3,7 tommer måske bevirke, at tasterne bliver lidt for små. Dette er selvfølgelig en smagssag, og har måske også lidt at gøre med, om man render rundt med en bjørnelab af en hånd.

                "Tastaturet i Windows Phone er generelt godt.

              Jeg synes, præcision og reaktionstid er fuldt ud på højde med det i iOS."

Jeg kan dog sige, at for mig er størrelsen på 3,7 tommer tæt på optimal, da jeg synes tasterne er store nok til, at jeg kan opnå en god skrivehastighed, samtidig med at skærmen ikke er større end at jeg kan bruge telefonen med én hånd.

Jeg vil sige, at mine hænder hverken er specielt store eller specielt små, og for mig må skærmen helst ikke blive mere end max 4 tommer, hvis jeg skal kunne betjene den med én hånd. I denne henseende, synes jeg også, at designet i Windows Phone hjælper, da det er lavet, så det ikke så ofte er nødvendigt at nå den øverste del af skærmen.

sms

Jeg har dog ét – meget lille – kritikpunkt af skærmen. Som bekendt buer skærmen en anelse udad, præcis som på Nokia N9, som Lumia 800 deler design med.

På N9’eren blev det forklaret som en hjælp til at bruge de swipes fra kanten af skærmen, som N9’s Harmattan OS bruger til at skifte imellem de tre hovedskærme. I Windows Phone har man dog ikke samme behov og jeg har faktisk enkelte gange været ude for, at skærmen virker lidt upræcis i siderne, hvor skærmen buer. Dette kunne f.eks. være, hvis jeg ønsker at markere noget tekst, eller placere tekstmarkøren præcist helt ude i én af siderne af skærmen.

Jeg vil dog understrege, at det er en mindre detalje og den buede form har andre fordele. F.eks. synes jeg den er med til at fuldende designet og derudover er formen med til at minimere refleksioner i skærmen. Generelt synes jeg skærmen er en fryd at bruge og at se på.