Nokia Lumia 800-dom: Lumia 800 har langt bedre signal end mange andre smartphones
People Hubben
Som jeg var inde på tidligere, samler Windows Phone alle kontaktpersoner i People Hubben. Her kan man finde alle relevante data, opdateringer og historik man har haft med den pågældende person. Den synkroniserer med dine kontaktpersoner fra din Live konto( Hotmail) eller din Gmail.
Derudover henter den oplysninger fra Facebook, Twitter og LinkedIn – her snakker vi både nummer, adresse, opdateringer, links, billeder mv. Alle disse info samles under hver kontaktperson, så man har et hurtigt overblik over ens samlede kontakt med den pågældende person.
Dette synes jeg fungerer godt og det betyder egentlig, at du i princippet kan undvære dedikerede apps til disse ting.
Der er dog også her en lille ridse i lakken, men det ser ud til at ”problemet” ligger hos Facebook og altså ikke kan ændres af hverken Microsoft eller Nokia.
"Konklusionen er, at det er lykkedes Microsoft at integrere
Facebook så tæt med OS’et, at man føler,
det er en del af systemet og ikke en klodset add-on".
Windows Phone OS’et anses af Facebook for en tredjeparts-app og derfor kan statusopdateringer fra visse kontakter blive blokeret, så de ikke kan ses i People Hubben. Dette sker, hvis de under privatlivsindstillinger i Facebook har fravalgt at dele statusopdateringer med tredjeparts apps.
Dette kan betyde, at man bliver nødt til at bruge Facebook app’en eller den mobile side, hvis man har venner, der har fravalgt deling med tredjeparts-apps (Ja, I gættede rigtigt – jeg har haft dette problem…)
Jeg synes dog ideén med People Hubben er super og har man ingen eller få kontaktpersoner, som har deaktiveret deling med apps, bliver det fuldt ud muligt at undvære en dedikeret app. Man kan endda oprette grupper, med f.eks. familiemedlemmer, eller med de kontaktpersoner man skriver mest med.
Man kan så give disse grupper en Live Tile, som så løbende bliver opdateret med nye billeder og statusopdateringer kun fra disse personer. Dette fungerer super og giver mulighed for at frasortere alt det, man absolut ingen interesse har i.
Konklusionen er, at det er lykkedes Microsoft at integrere Facebook så tæt med OS’et, at man føler, det er en del af systemet og ikke en klodset add-on. Vi mangler bare lige, at MS får overbevist Facebook om, at Windows Phone skal opfattes som en officiel app og ikke en tredjeparts app – kom så i gang Microsoft!
Efter disse to første ugers brug af Lumia 800 må jeg sige, at jeg stadig er imponeret. Selvom jeg før har brugt Samsung Omnia 7, må jeg indrømme, at jeg kigger med ærgrelse på den frankerede kuvert, der ligger klar på skrivebordet og venter på, at jeg skal sende Lumia 800 tilbage, når testperioden er slut :(
Peter Holm er 28 år, far til to og arbejder til daglig som bygningskonstruktør på en tegnestue.
Han har stor interesse for PC- og smartphone-branchen og hans første smartphone var en HTC Touch Diamond med Windows Mobile. Siden har han haft adskillige enheder både med Android og iOS.
I dag bruger han til daglig en kombination af Samsung Omnia 7 og iPad.