Nokia Lumia 800-dom: Lumia 800 har langt bedre signal end mange andre smartphones
Uge 2, test af Nokia Lumia 800 ved Sigrid Obsen
Opkaldstasten med telefonrør-ikonet viser, hvilke personer man har haft i røret, men hvis man trykker på personen på opkaldslisten, kommer der straks hele personens data frem. Billede, sms, email adresse osv.
Dette gør det meget overskueligt. Hvis man vil ringe tilbage til en person på opkaldslisten kan man trykke på et lille ikon til venstre for personens navn, hvorefter den straks ringer op.
Jeg synes, det er godt, at der både er mulighed for at ringe hurtigt tilbage eller at få udvidet information om personen, som har ringet.
Lyden i telefonen er ganske ok. Jeg har problemer med ekko i den anden ende, når jeg snakker med manden, men tror nu, det er hans Samsung, den er galt med.
"Når det så er sagt, synes jeg, det er noget mærkværdigt,
måden hvorpå man skal skrue op for opkaldsringetonen
eller sætte den til vibration."
Når det så er sagt, synes jeg, det er noget mærkværdigt, måden hvorpå man skal skrue op for opkaldsringetonen eller sætte den til vibration. Man kan slå lyden til og fra i indstillinger, eller skrue op og ned på siden af telefonene eller man kan slå lyd/vibration til eller fra ved at trykke på et ikon, som kommer frem i toppen af skærmen, når man trykker på lydknapperne.
Mange steder at ændre lyden, og det virker lidt rodet.
En ting, jeg ikke bryder mig om, er, at man ikke kan sætte et musiknummer til ringetone, eller bruge sine egne alarmlyde til sms og e-mail. Det kan være et spørgsmål om at købe et ekstra program på marked, men jeg synes, at sådan noget burde være installeret i telefonen fra start af.
Når man skal afspille musiknumre, man har lagt over på telefonen via Zune (som virker vældig godt), mangler jeg en måde, hvorpå jeg kan stoppe musikken helt igen og ikke bare sætte den på pause.
Når man hører/har hørt et musiknummer, kommer der info på nummeret og mulighed for frem/tilbage og pauseknap på startskærmen. Jeg kan ikke få dette til at forsvinde, hvis jeg kun kan pause nummeret. Et lille irritationsmoment, men det forsvinder af sig selv efter nogen tid (aner ikke hvor længe).