Nokia-mobil fyldt op med et års gratis musik

Det lyder næsten for godt til at være sandt! Nokia kommer nu med et års gratis abonnement på musik leveret af Universal Music Group ved køb af mobil fra Nokia.

Nokia-mobil fyldt op med et års gratis musik

Bare download alt det musik du kan på et år. Det er kvit og frit, og selv når året er gået, abonnementet er udløbet, kan du beholde musikken og rocke derudaf.

Det er Nokia, der har lanceret "Comes With Music", der er en tjeneste, der følger med ved køb af en ny Nokia-mobil. Det betyder at det er muligt at downloade musik ganske gratis i et år af både nutidige, fremtidige og tidligere kunstnere. Al musikken bliver leveret af Universal Music Group, hvor vi dog endnu ikke ved om det er DRM-frit eller hvad hagen er ved denne julegave, hvis der overhovedet er nogen.

– Vi satte os for at skabe den musikoplevelse, som folk fortæller os, at de leder efter – al den musik de vil have i form af ubegrænset downloads til deres mobilenhed og PC. Selv hvis du hører musik 24 timer i døgnet syv dage om ugen, vil du stadig kun komme lidt under overfladen af den musik, som vi gør tilgængelig. Comes with Music opfylder vores drøm om at give brugerne al den musik, de kunne tænke sig, når som helst de ønsker det og samtidig belønne de kunstnere, som skaber det, siger Anssi Vanjoki, Executive Vice President og General Manager for Nokia Multimedia.

Desværre bliver det også først muligt fra sommeren 2008, så vi må vente lidt endnu med at købe os en mobiltelefon fra Nokia og nyde musikken.