Nokia N8 har et brølende indre

Nokia anvender som regel sine egne hardwareløsninger, og derfor ved vi heller aldrig præcis, hvor kraftfulde deres modeller er. Den nye N8 ser dog ifølge nye tests ud til at kunne give selv stærke modstandere baghjul.

Nokia N8 har et brølende indre

Mens vi ofte ser blandt andet den samme processor anvendt i forskellige producenters modeller, så strikker Nokia ofte sine helt egne løsninger sammen. Og dem taler de som regel ikke så højt om. Derfor er det også tit svært at finde svar på , hvor kraftfuld en given model fra Nokia egentig er.

Nokia har de seneste par år været kritiseret for deres mest avanverede modellers manglende evne til at kunne matche konkurrenterne. Softwaren har fået meget af skylden, men hardwaren har også til tider fået nogle hug.

N8 med helt i front
Med den kommende topmodel N8 ser det dog ud til, at Nokia godt kan holde hovedet højt, når det kommer til dens ydeevne. En test foretaget med programmet Speedy Go! viser, at dens generelle ydeevne er 180 procent bedre end N97. Samme test viser også, at den er 54 procent hurtigere end Omnia HD, der på trods af ikke at være helt ny mere, stadig har en ganske imponerende hardware.

En stor del af den nye hastighed skal formentlig findes i den nye grafikchip fra Broadcom, som Nokia anvender i N8. Og selvfølgelig at Symbian^3 nu endelig også kan udnytte dennes 3D-kræfter.

Kilde: FinestFones.com