Nokia N95 i ny og forbedret version

Der har gået rygter om den i noget tid, men egentlig beviser på dens eksistens er udeblevet. Nu er de her dog. Se de første billeder af Nokias kommende flagskib N95 8GB.

Nokia N95 i ny og forbedret version

Hvad siger du til indbygget MP3-afspiller, Turbo-3G, 2,6-tommer skærm, GPS og 5-megapixelkamera? De fleste vil nok synes, at det er mere end rigeligt til deres behov. Men Nokia mener åbenbart ikke det er nok. I hvert fald er en ny version af N95, der har hele 8 GB indbygget hukommelse, på vej.

Den amerikanske organisation FCC, der skal godkende alle mobiler, der bliver sat til salg i USA, har nemlig lagt flere dokumenter om den nye N95 8GB op på deres hjemmeside. I disse dokumenter findes bl.a. flere billeder af den nye model. Og det viser sig, at de 8GB indbygget hukommelse er ikke den eneste ændring. Farven er også blevet ændret til sort.

Samtidig er skærmen blevet større. Ud fra billeder ser det ud til, at den nu er på ca. 2,8-tommer. Opløsningen på skærmen kendes endnu ikke, men der går rygter om, at den vil blive på hele 480 x 640 pixel, hvilket vil være fire gange så høj opløsning som den originale N95. For at gøre plads til den større skærm, er knapperne på fronten blevet gjort mindre. Desuden er knapperne til styring af musikken blevet hævet en smule, så de skulle være lettere at bruge.

Kigger man på bagsiden, er der også ændret en smule i forhold til den originale N95. Coveret til kameralinsen er nu fjernet. Samtidig er fotolyset nu placeret under kameralinsen, og ikke ved siden af. Disse ændringer er formentlig blevet lavet for at give plads til et større batteri. Det er således endnu ikke blevet bekræftet, men batteriet på den nye N95 8GB skulle være på 1200 mAh, i modsætning til de 950 mAh, som N95 må nøjes med.

En anden ændring skulle være en øget mængde af RAM. Den nye model skulle således have dobbelt så meget RAM som forgængeren, nemlig hele 128 MB. Den sidste ændring skulle være, at der ikke længere er mulighed for at udvide hukommelsen ved hjælp af microSD-kort. Med de 8 GB der allerede er indbygget, skulle det dog næppe blive et problem.

Det vides ikke hvornår Nokia officielt lancerer den nye N95 8GB, men da de har givet FCC lov til at offentliggøre billeder af den, varer det nok ikke længe. Et godt bud kunne således være, at de introducerer den sammen med Nokia N81 og eventuelt Nokia N82 til deres store event i London d. 29. august.