Nokia næsten klar med 8310 med farveskærm
Egentlig kommer det ikke som nogen overraskelse af Nokia barsler med en lille mobil med farveskærm. For der er ingen tvivl om, at Ericsson tog Nokia på sengen med deres T68.
Og nu er svaret på vej. I følge Soundview Technology Group, der er et analysefirma, er Nokia klar til at præsentere modellen allerede i løbet af denne måned – eller senest til GSM World Congres i Cannes i februar.
I følge Mobils oplysninger er Sony Ericssons T68 solgt utroligt godt i 4. kvartal, og det agter Nokia ikke at lade stå til.
Mobil har været i kontakt med Nokia for at spørge til det nye produkt og svaret er:
– Det er bare rygter. Vi kommenterer ikke produkter, vi ikke har vist frem, lyder det fra Karin Sternius hos Nokia.
Nokia præsenterede i efteråret flere nye modeller på en pressekonference i Barcelona, men ikke nogen T68-killer.