Nokia nedlægger fiaskotjeneste
I december 2007 lancerede Nokia deres musiktjeneste Comes With Music, hvor man ved køb af specielle mobiler fik fri adgang til musik inkluderet i prisen. Det drejede sig om nogle millioner sange, som var frit tilgængelige i Nokias musikbutik Ovi Music Store.
Til gengæld for at for at kunne tilbyde gratis musik til mobiltelefoner med Comes With Music skulle Nokia så lægge et vist beløb til pladeselskaberne. Tjenesten har kostet Nokia enorme summer uden at blive nogen succes for finnerne. Kun i Brasilien, Indien og Kina skulle Nokia have haft held med tjenesten.
3 grunde til det gik galt
At succesen udeblev skyldtes blandt andet, at operatørerne skulle have været mere eller mindre ligeglade med, om de kunne sælge mobiltelefoner med Comes With Music og derfor ikke har satset på dem i markedsføring. Det kan også skyldes, at Nokia ganske enkelt ikke har satset nok på tjenesten ved kun at bundle den med en eller to telefoner i de lande, hvor tjenesten var. Udvalget var ganske enkelt for begrænset.
Comes With Music nåede i øvrigt slet ikke at komme til Danmark, lige som det også var tilfældet med mange andre lande.
Et tredje problem kunne også være, at musikken fra Comes With Music var DRM-beskyttet, så man ikke frit kunne flytte musikken til andre mobiltelefoner eller computere. Desuden ophørte tjenesten også med at fungere efter et år – man kunne så stadig lytte til musikken, men ikke hente mere ned.
Musikforbruget har ændret sig
Nokias tjenesteansvarlige i Norden, Christophe Joyau, forklarer til Mobil, at musikforbruget i Europa har ændret sig i dag og at det er skyld i, at Nokia nu trækker stikket ud af Comes With Music:
”Folk downloader ikke længere, nu handler det om at streame musikken”, forklarer Christophe Joyau.
Han påpeger, at de streamingtjenester, som findes i dag, for eksempel Spotify, også fungerer på Nokia-mobiler og han understreger, at Nokia fremover fortsat vil understøtte denne type streamingtjenester fra tredjepartsudviklere.
Til spørgsmålet, om Nokia har planer om andre former for musiktjenester, svarer han, at de ser nærmere på forskellige muligheder, men mere vil han ikke afsløre.