Nokia opdaterer gamle modeller
Smartphoneproducenter får ofte kritik for at glemme deres ”gamle” modeller, når det kommer til opdateringer, men sådan skal det ikke være hos Nokia. Selvom den finske mobilproducent har haft god succes med deres nye Windows Phone-modeller, glemmer de ikke deres gamle Symbian-telefoner.
På deres eget forum annocerede Nokia i går ”Nokia Belle Refresh”, som opdaterer telefonerne N8, E7, C7, C6-01 X7 og Oro – hvoraf de fleste er 2010 modeller. Selvom det måske ikke virker som gamle modeller, er det sjældent, at vi ser smartphones med to år på bagen blive officielt opdateret.
Belle Refresh er ikke en kæmpe opdatering, men sparker alligevel lidt ekstra liv i de aldrende telefoner. Først og fremmest bliver browseren opdateret så den nu supporterer HTML web-apps. Samtidig kommer der nye widgets til hjemmeskærmen og Microsoft Office Mobile App, samt Nokia Maps Suite 2.0 bliver sendt med som samlet pakke. Begge af de sidstnævnte har tidligere været tilgængelige som separate downloads, men bliver altså nu pakket med i opdateringen.
Specielt for Nokia N8 vil der også komme ekstra foto-apps – hvad disse kan , som vi ikke tidligere har set, det melder Nokia dog ikke meget om.
Opdateringerne vil blive rullet ud løbende og først komme til såkaldte ”Vanilla” modeller, der ikke er konfigureret specielt af en operatør.