Nokia opgiver Ovi
I et blogindlæg fortæller Nokia at man dropper navnet ”Ovi” til sin mobile software- og multimedie-platform, som fremover kommer til at hedde ”Nokia services”. Der er kun tale om et navneskifte og ikke om en lukning af tjenesterne, lover det finske selskab.
Nokia lancerede Ovi platformen i 2008 for at konkurrere med Apples iTunes Store. Ovi betyder ”dør” på finsk. Her kunne man vælge mellem forskellige applikationer, musik og andet indhold til smartphones.
Men Ovi har ikke haft så stor succes som iTunes eller Android Market til mobiltelefoner med Googles operativsystem Android.
Nokia har også brugt navnet Ovi til sit kortmateriale til navigationstjenester. Men nu forsvinder navnet altså helt.
De forskellige Ovi-tjenester skifter navn fra juni måned og hele operationen skal være afsluttet inden årets udgang.
I en kommentar siger Nokias marketing-direktør, at man ønsker at samle alle sine tjenester under ét fælles brand – og det bliver altså ”Nokia”.
"Det er sandsynligt at alle som køber en ny Nokia smartphone eller mobiltelefon senere i år vil se det nye varemærke på de tjenester der er inkluderet. Men alle dem som allerede ejer en Nokia-telefon vil se det gennem kommende softwareopdateringer," siger marketing-direktør Jerri DeVard.
Nokia har haft svært ved at klare sig på smartphone-markedet og har senest indgået en alliance med Microsoft om at bruge Windows Phone.
I Danmark har Nokia netop fyret næsten 1.000 medarbejdere som en del af en større europæisk fyringsrunde.