Nokia skal tilbagebetale millionstøtte i Tyskland
Den tyske delstat Nordrhein-Westfalen forlanger nu, at mobiltelefon-producenten Nokia skal tilbagebetale støtte på omkring 300 millioner kroner, som er udbetalt i årene 1998 og 1999.
Nokia har modtaget statslig støtte og til gengæld forpligtet sig til at oprette 2.860 fuldtids-arbejdspladser på sin fabrik i byen Bochum. Men delstaten mener, at Nokia har beskæftiget langt færre end aftalt.
Tyske politikere står nærmest i kø for at angribe Nokia efter koncernens beslutning om at lukke sin fabrik i Bochum og flytte alle arbejdspladser til Rumænien. Det rammer ikke kun de 2.300 ansatte på fabrikken, men kan også koste 2.000 arbejdspladser hos underleverandører.
Nokia har allerede afvist at tilbagebetale millionstøtten, og dermed er der udsigt til en retssag mellem delstaten og mobiltelefonproducenten.
Den tyske finansminister Peer Steinbrück kritiserer Nokia i et debatindlæg i dag og understreger, at Nokia ikke har lukket fabrikken "fordi den kører med underskud, men fordi profitten ikke var stor nok".
Nokia har netop fremlagt et rekordregnskab med et overskud på 55 milliarder kroner.