Nokia til tyske ansatte: “Flyt med til Rumænien”
I midten af januar meddelte den finske mobiltelefon-gigant Nokia, at produktionen af mobiltelefoner flytter fra Tyskland til Rumænien. Fabrikslukningen i Bochum betyder at 2.300 arbejdspladser bliver nedlagt. Nokia begrunder fabrikslukningen med de høje lønomkostninger i Tyskland.
Men lukningen og det store tab af arbejdspladser har sendt chokbølger gennem politiske kredse i Tyskland. Ikke mindst fordi Nokia netop har fremlagt et rekordregnskab med et overskud på 55 milliarder kroner. Det har gjort det svært for Nokia at forklare, hvorfor man er tvunget til at lukke den tyske fabrik.
Koncernledelsen har forsøgt at dæmpe kritikken ved at aflevere en offentlig undskyldning til medarbejderne, men fastholder samtidig, at beslutningen næppe kan ændres trods pres fra tyske politikere.
Tirsdag demonstrerede 15.000 mennesker i Bochum mod Nokias planer om at lukke fabrikken. Og mange tyske forbrugere har reageret ved at boykotte Nokias produkter, ligesom tyske politikere står i kø for at kritisere koncernens topledelse for “grådighed”.
Nokia forhandler nu med fagforeningerne om en socialplan for de 2.300 ansatte, der bliver berørt af lukningen. Ifølge tyske medier har Nokia tilbudt, at de fabriksansatte kan flytte med til Rumænien og dermed bevare deres job.
Men det er nok tvivlsomt, om ret mange af de tyske Nokia-ansatte har lyst til at flytte de 1.500 kilometer til det nye EU-land Rumænien.