Nokia vil selv lave deres mobiler
I mange industrier er det normalt at få andre firmaer til at producere ens modeller. Dette gælder også for mobilbranchen, hvor mange producenter ofte får nogle af deres modeller produceret hos typisk kinesiske eller taiwanske firmaer. Dette er også tilfældet for Nokia, der får produceret cirka 17 procent af deres mobiler hos andre firmaer. Men det er tilsyneladende slut nu.
Ifølge sitet iSuppli vil Nokia nemlig på grund af den økonomiske krise og det faldende mobilsalg lave alle deres modeller selv, og således opsige kontrakterne med firmaer som Foxconn, BYD og Elcotech.
Hvad dette præcis kommer til at betyde, er svært at sige. Flere af de modeller, Nokia får produceret hos andre firmaer, er til det nordamerikanske marked, hvorfor beslutningen måske ikke kommer til at påvirke det europæiske marked.
Rygterne om, at Nokia var på vej ind på markedet for bærbare computere inkluderede dog også en ekstern producent, så disse planer har Nokia måske igen lagt på hylden.
Kilde: Engadget Mobile