Nokia vil styre hjemmet fra mobilen
At styre forskellige ting i hjemmet fra en mobil er ingen ny idé, og mange er kommet med bud på forskellige løsninger. Nu begiver Nokia sig også ind på området med den nye platform Home Control Center.
I første omgang skal platformen give mulighed for at styre og påvirke hjemmets energiforsyning, hvor man fra sin smartphone eller computer kan holde styre på strømforbruget, tænde eller slukke apparater eller overvåge hjemmet, for eksempel med hjælp af bevægelsessensorer.
Med tiden skulle det også blive muligt at styre blandt andet varme og udluftning.
Platformen vil være åben for udviklere, så tredjepartsaktører kan udvikle egne produkter og tjenester, som fungerer sammen med Home Control Center.
Nokia oplyser ikke, hvornår platformen bliver tilgængelig, men det forventes, at løsningen bliver klar sidst i 2009.