“Nokia ville være farlige med Android”
Acer er en af de mange forholdsvis små smartphone-producenter, der har valgt at satse på Android, specielt fordi det er her, der er volumen i modsætning til hos Windows Phone.
Men det er også sværere at skille sig ud på Android, når man kæmper mod populære og store producenter som Samsung, HTC, Sony, Huawei og LG.
En producent, som dog helt har fravalgt Android, er Nokia, der i stedet har valgt at satse 100 procent på Windows Phone, når det kommer til smartphones. Og det er Acer lettede over.
I et interview med Pocket-lint vurderer Acers europæiske vice-direktør, Allen Burnes, nemlig, at Nokia ville være farlige som Android-producent.”
Burnes kommer ikke ind på, hvorfor Nokia ville være farlige som Android-producent, men Burnes har formentlig det unikke Lumia-design samt Nokias mange egne tjenester og funktioner i tankerne.
Man skal heller ikke glemme, at Nokia for blot få år siden var verdens absolut største smartphone- og mobilprodcuent og formentlig stadig har en stor stjerne hos millioner af brugere verden over.
Nokia har de sidste par år arbejdet meget målrettet på igen at finde fodfæste på smartphone-markedet, men de er naturligvis også nødt til at rette blikket mod tablet-markedet.
Det er dog ikke fuldstændig urealistisk, at Nokia hiver et Android-kort frem i en ikke alt for fjern fremtid. I februar kom det frem, at Nokia pønser på at sende en tablet ud på markedet og den finske producent sagde ved den lejlighed, at de ikke havde lagt sig fast på, om det skulle være en tablet med Windows 8 eller Android.