Nokia X6: Nyt musikflagskib

Nokia har netop lanceret deres nye touch-mobil X6 med særlig fokus på musik. Samtidig kan den kun fås med Nokias "all you can eat"-musikservice Comes With Music.

Nokia X6: Nyt musikflagskib

På Nokia World i Stuttgart har Nokia netop introduceret modellen X6, der bliver Nokias nye musikflagskib. Modellen er samtidig en af de første modeller i den nye X-serie, der ser ud til at blive Nokias nye serie med fokus på musik.

Kan kun fås med Nokias egen musikservice

For at få rigtig gang i Nokias "all you eat"-musikservice Comes With Music, vil det kun blive muligt at købe Nokia X6 med denne service. Og for at få fuldt udbytte af al musikken, har X6 fået 32 gigabyte indbygget hukommelse og batteritid til 35 timers musikafspilning. Desuden er touch-skærmen i modellen 3,2 tommer stor og har en opløsning på 360 x 640 pixel.

Nokia X6 skulle udkomme i fjerde kvartal i år til en pris på 3400 kroner uden moms eller eventuelle tilskud, men altså inklusiv Comes With Music.