Nokias anden modebølge
Klapmodellen 7390 må siges at være den absolutte topmodel af de nye modeller i L’Amour-kollektionen, som Nokia præsenterede i dag i indre København. Størrelse og vægt var klassisk Nokia, dvs. tykkelsen er på næsten 2 cm, mens den vejer 119 gram. Der er med andre ord ikke tale om en superslank model. Den første L’Amour-kollektion var ret skuffende teknikmæssigt, men 7390 er bestemt med på første parket, når det gælder kameradelen. 3-megapixels og integreret flash kan den vise frem.
Den indre QVGA-skærm står skarp med 240 x 320 pixels og 16 millioner farver, mens den ydre har 160 x 128 pixels og 262.000 farver. Musikafspilleren kan håndtere formaterne MP3, AAC og eAAC. Der følger et microSD-hukommelseskort med på 128 MB, men modellen kan klare kort op til 1 GB.
Også når det gælder datahastighed kan den være med, da den er udstyret med 3G. Af andre specifikationer kan nævnes Bluetooth, infrarød, Series40-platform, videooptager, e-mail og MMS.
Det er dog det eksotiske design, som skal få folk til at købe modellen, og vi må indrømme, at den ser rigtig lækker ud. Om der så ligefrem er tale om en "fysisk levendegørelse af eventyr og historier, der bliver fortalt gennem generationer", som Nokia så ubeskedent kalder den og hele serien, er nok lige at presse den, men der er ingen tvivl om, at folk nok skal kaste et ekstra blik på denne stjerne med hjerne.
7390 forventes at komme senest i uge 47 – det vil sige omkring den 20 november – i Black Bronze og Powder Pink til en forventet pris på 450 euro, ca. små 3.400 kr.
7373 er en opdatering af 7370. Den nye udgave har fået 2-megapixelkamera som eneste bemærkelsesværdige forbedring sammen med den gode funktion PictBridge – den gør, at man hurtigt kan printe direkte på en kompatibel printer. Skærmen viser stadig 262.000 farver og mål og vægt er de samme med 88 x 43 x 23 mm og 104 gram. Også denne model har den lidt anderledes skydemekanisme, hvor man slår den øverste hele ud til siden for at skubbe den helt op.
Der følger et microSD-kort med på 128 MB, så man kan få glæde af MP3-afspilleren, og modellen har naturligvis også Bluetooth. Endelig kan nævnes, at det populære spil Sodoku følger med. Den koster ca. 350 euro, godt 2.500 kr. og skulle ligeledes komme i uge 47. Den kommer i farverne Bronze Black, Powder Pink og Black Chrome.
7360 blev også præsenteret som en ny model, men der er altså tale om den præcis samme candybar-udgave, som vi testede tilbage i marts i år. De eneste forskelle er, at den kommer i en Powder Pink-version, og at materiale valget er anderledes. Ikke engang VGA-kameraet er blevet opdateret siden da, så er her altså tale om en afdanket stjerne uden hjerne – noget den heller ikke havde for meget af, da den først kom frem. Du kan se specifikationer på linket forneden til vores test af 7360. 7360 koster ca. 1.400 kr.