Nokias musikbutik i Storbritannien
Som med TDCs Play har Nokia for lang tid siden annonceret deres kommende musikbutik, Comes With Music, der skal give brugerne gratis musik.
Nu bliver Nokia-brugerne i Storbritannien de første til at nyde godt af de gratis glæder. Nokias Comes With Music giver brugerne gratis musikdownload i et år, og musikken står samtidig til brugernes disposition når året er gået.
– Nokia Comes With Music vil ændre måden folk lytter til musik. Med 12 måneders ubegrænset adgang til al musik i Nokia Music Store kan forbrugerne lytte til deres favoritartister, men de har også mulighed for at udforske nye genrer uden at bekymre sig om at skulle betale prisen for musikken, de downloader, siger Tero Ojanperä, der er executive vice president og ansvarlig for Nokia Entertainment and Community.