Nokias visioner for det digitale hjem
Jeg kan snart ikke huske, hvornår vi først skrev, at nu var N91 på vej fra Nokia. Vi havde store forventninger til, at den ville nå butikkerne op til jul sidste år, men gang på gang blev den udsat. Nu skulle den dog være god nok, og N71, N80 og altså også N91 skulle gerne ramme butikkerne i løbet af de næste par uger. I den forbindelse fortalte Nokia om deres visioner for modellerne, som det vel ikke er helt retfærdigt blot at kalde for mobiltelefoner.
Del alt med alle!
Der er nærmere tale gedigne multimedieprodukter, som med tiden gerne skulle blive en vigtig og integreret del af ens digitale hjem med computer og printer, TV og musikanlæg, og så fungerer de jo stadig også som mobiltelefoner.
– Vi forventer ikke nødvendigvis at vores telefonerne skal blive omdrejningspunktet i det digitale hjem, men en vigtig del af det, forklarer Jani Boström fra Nokia Multimedia.
– Især funktionen Universal Plug ‘N’ Play (UPnP) er vigtig. Med den kan du med få klik koble dig op til alle hjemmets digitale apparater og afspille musik eller vise billeder frem på TVet eller computeren. Og det kan selvfølgelig ske trådløs, så man også kan fjernstyre sit anlæg fra mobilen, forklarer Boström videre, men understreger samtidigt, at der sandelig ikke er noget i vejen med at bruge USB-kabel til opkobling eller flytte filer med hukommelseskort.
Meningen med N80 og N91 er, at man skal tilbydes muligheden for at dele alt med alle på lettest mulige vis. Med hukommelse på op til 4GB med mulighed for udvidelse med hukommelseskort, har man stor mulighed for altid at have sjove fotos fra festen fra sidste weekend eller det nyeste hit med Flaming Lips liggende på mobilen. Og mobilen har man jo altid med, hvor end man går. Her skal det understreges, at især N91 er betragteligt meget større end de fleste andre mobiltelefoner, så har man et par stramme jeans på, skal man i hvert fald have en jakke med gode lommer for at kunne slæbe rundt på den.
Krypteret netværk anbefales
N80 og N91 kan selvfølgelig kobles op til både krypterede og ikke-krypterede netværk. Til de krypterede netværk skal man tillades adgang med koder den første gang, man kobler sig op. Herefter kan man så gøre det automatisk. Det foregår helt i samme i stil som med computeren. Ved man derfor, at man vil bruge modellerne meget nogle bestemte steder, f.eks. hjemme hos en selv, sine forældre og svigerforældre og arbejdet, så kan man gemme dem fast i telefonen. I princippet skulle der være uendelig plads til opkobling på denne måde, forklarer Boström.
Kobler man sig op til ikke-krypterede netværk, stilles der pludselig en række krav til sikkerheden, for man har måske nogle meget personlige billeder eller dokumenter liggende på telefonen, som andre ikke må se. Derfor har Nokia valgt at lave mapper, som man skal acceptere må åbnes og deles med andre. Ellers ligger de spærret for adgang på telefonen.
Batteritiden en akilleshæl
Det er alt sammen meget fint, at man kan bruge mobiltelefonen til al verdens ting, men jeg er noget nervøs for batteritiden. Man må formode, at alle disse muligheder sluger en masse strøm, og Boström forstår godt min skepsis:
– Er man en hardcore-bruger af mobilen i det digitale hjem, så skal man nok forvente, at man skal lade mobilen op efter 5-6 timer. Modellerne er dog forsynet med en række strømsparende funktioner, og vi arbejder hele tiden på at gøre levetiden længere, forklarer Boström.
Det digitale hjem til gamle apparater
Begrebet ‘Det Digitale Hjem’ lugter måske langt væk af hypermoderne udstyr, som har alt det hotteste udstyr og alle de fedeste features, men det skal man ikke lade sig skræmme af, beroliger Boström:
– F.eks. skal man bare købe et medialink, der med et scartstik kan kobles sammen med ens gamle TV, og så man vise billeder og videoer frem på den store tv-skærm.