Nu findes der 100.000 apps til Windows-tablets
Microsoft kunne i forgårs fejre, at man har nået 100.000 apps i Windows Store. Softwaregiganten har altså nu over 100.000 programmer, der fungerer på tablets og almindelige computere med enten Windows 8 eller Windows RT.
Det har taget Microsoft omkring otte måneder at nå milepælen. Til sammenligning tog det 14 måneder for Apple at nå 100.000 apps til iPad, og på Android-fronten var man 18 måneder om at have 100.000 tablet-optimerede apps klar.
LÆS OGSÅ: Nokia bør skifte væk fra Windows Phone for at overleve
Der er adskillige årsager til den hurtige udvikling – Microsoft har f.eks. ikke haft besværet med at overbevise kunder og udviklere om behovet for tablet-specifikke programmer. Den opgave har ligget hos både Apple og Google.
På Windows Phone-fronten oplever man ikke helt så hurtig udvikling, men det er noget, som Microsoft ihærdigt forsøger at ændre på. Bloomberg kunne for nylig fortælle, at Microsoft tilbyder op mod 100.000 dollars til firmaer, hvis de bringer deres apps over til Windows Phone-platformen. Der findes i øjeblikket omkring 145.000 programmer og spil til Windows Phone.