Nu kan du få multitouch i din X10

Sony Ericsson har nu startet udrulningen af den softwareopdatering, der giver understøttelse for multitouch i X10-modellen.

Nu kan du få multitouch i din X10

Sony Ericssons produktmanager Rikard Skogberg fortæller på selskabets officielle produktblog at man nu har startet udrulningen af den næste (og formentlig sidste) opdatering i familien af Xperia-produkter fra 2010.

Den helt store nyhed i opdateringen er naturligvis at den giver understøttelse for multitouch på X10-modellen, og altså kun denne model. Understøttelsen fungerer i browseren og Google Maps, men tredjepartsprogrammer skulle også kunne udnytte det.

Opdateringen byder desuden på optimeringer og mindre rettelser samt tilføjelse af nogle enkelte sprog, bl.a. arabisk og thai. Blandt de mindre rettelser kan bl.a. nævnes at telefonen nu skalerer videoer ned i størrelse, når man sender MMS’er og at Moxier er blevet opdateret med en ny widget og integration i Timescape. Desuden kan man nu redigere videoer på telefonen.

Opdateringen kan ifølge Skogberg hentes over telefonen (OTA) samt via computeren med PC Companion. Som altid anbefaler vi at du opretter en sikkerhedskopi af dine data.