Nu kan du få nye funktioner i Nokia N9
Den opdatering, som Nokia nu er klar med, kaldes PR 1.1, og foruden en række rettelser af fejl, kommer opdateringen også til at give nogle nye funktioner.
Blandt de nye funktioner finder man Swype, som gør at man kan skriv tekst på mobilen ved at trække fingeren hen over en kæde af de bogstaver, der indgår i ordet man vil skrive. Hvis telefonens software ikke gætter helt rigtigt, kan man vælge et andet ord ud fra forskellige forslag.
Der er også kommet en NFC-funktion, som gør at man kan læse informationer fra NFC-tags ved at holde telefonen tæt på det pågældende tag.
Nokia har også tilføjet støjreducering under samtaler, så telefonen forsøger at fjerne støj fra baggrunden, så stemmerne fremstår mere tydelige. Det skal altså give en bedre oplevelse for personen i den anden ende.
Hvis man tager billeder eller optager videoklip, kan man nu også vælge at tilføje farveeffekter til motivet. Der findes yderligere en funktion, der gør at man kan styre musikafspilleren, når skærmen er slukket.
Mobilen bør selv fortælle dig når opdateringen er klar for netop dig. Nokia plejer at være hurtige om at udrulle denne slags opdateringer til de forskellige brugere.