Nu kan du få WiMP til halv pris
Spotify har hidtil haft den fordel, set med forbrugerens briller, at man kun skulle slippe 49 kroner om måneden for at streame musik til computeren, mens det hos konkurrenten WiMP har kostet 99 kroner. For de 99 kroner kan man så også streame musik til mobilen, men WiMP manglede altså en mere fleksibel og billigere løsning til dem, der kun vil streame til computeren.
Det råder WiMP nu bod på med et Basic-produktet til 49 kroner om måneden til dem, der kun vil streame til computeren.
49-kronersversionen af WiMP bliver i første omgang kun tilgængelig i Danmark, mens andre markeder evalueres.
"Danmark er foreløbig et underudviklet marked med stort potentiale. Vi tror, det er en fordel at tilbyde to prispunkter, og giver derfor vores kunder mulighed for at prøve vores computerversion til en lavere pris, før de bestemmer sig for, om de også vil koble på mobile enheder og tage musikken med sig over alt," siger Thor Martin Jensen, talsperson for WiMP Danmark.
WiMP oplyser samtidig, at tilmeldingen også skulle være lettere nu og at de har opdatereret computer-versionen med nye genresider.
"Den danske redaktion gør det dermed endnu enklere at opdage blandt andet dansk musik, pop, rock, indie, hip hop, metal, jazz, dance, country and blues og børnemusik. På disse sider udvælger og anbefaler redaktionen nye og gamle album, sange, aktuelle artister, playlister og andet materiale", lyder det i en skrivelse fra WiMP.
WiMP findes i Danmark, Sverige, Norge og Portugal og har, ifølge WiMP selv, over 350.000 betalende kunder i de fire lande. WiMP blev i juli kåret til verdens bedste musiktjeneste til Meffy Awards i London.