Nu kan du købe Nokia Lumia 900 herhjemme

Nokia har i dag annonceret salgsstarten af flagskibsmodellen Lumia 900 på det danske marked.

Nu kan du købe Nokia Lumia 900 herhjemme

Lumia 900 blev lanceret i USA tidligere på året i en 4G-version, og nu er den langt om længe kommet på det danske marked. Det fortæller Nokia i Danmark i dag i en pressemeddelelse.

Modellen er finnernes flagskibsmobil og er storebror til den roste Lumia 800. Sammenlignet med Lumia 800 har Lumia 900 en større skærm på 4,3 tommer og så tilbyder den internethastigheder på op til 42 Mbps.

De øvrige specifikationer minder meget om hinanden. Processoren er identisk, og ligeledes er kameraet. Skærmen har samme opløsning, men Lumia 900 har dog mulighed for at vise flere farver og dermed give bedre dybde i billeder.

Telefonen kommer i hvid, sort og lyseblå (cyan). Nokia forventer en pris uden abonnement på omkring 4.500 kroner inkl. moms.