Nu kan du lave apps på din Android-enhed
Hvis du interesserer dig for softwareudvikling, og måske endda har lavet apps til Android, vil du uden tvivl finde denne nyhed meget interessant. Et nyt program ved navn AIDE giver dig nemlig mulighed for at lave fuldbyrede apps direkte på din Android-enhed.
AIDE er en såkaldt IDE, der gør det let at skrive kode og efterfølgende afvikle koden direkte på enheden. Redigeringsvisningen hjælper desuden med at formatere de forskellige dele af koden, og giver forslag til hvilke metoder, man er i gang med at bruge.
Vi har selv afprøvet programmet på et mellemstort Android-projekt på omkring 20.000 linjer kode, og det virker faktisk overraskende godt. Man kan hurtigt danne sig et overblik over sine klasser, og hvis man er i gang med at redigere en specifik klasse, er det let at navigere mellem sine felter, metoder, indre klasser, osv. Det går tilmed ganske hurtigt.
Når man er færdig med at programmere, kan man som sagt køre koden på Android-enheden. Det tager et kort stykke tid at kompilere koden, og efterfølgende dukker en dialog op, der spørger om man vil installere programmet. Det er naturligvis ikke optimalt, at lave store programmer på Android-enheden, men det kan være et rigtig smart værktøj, at have med på farten, hvis man vil arbejde på en algoritme eller et særligt design.
AIDE er gratis at bruge og fungerer især godt på Android-tablets – endnu bedre, hvis man har et tastatur tilsluttet. Du kan hente programmet på Google Play.