Nu kan du spille Commodore 64-spil på iPhone

Apple har netop godkendt en applikation til iPhone, som mange nok ikke vidste de savnede. Jep, den er god nok: Nu kan du spille Commodore 64-spil på din iPhone!

Nu kan du spille Commodore 64-spil på iPhone

Apple har netop godkendt en officiel Commodore 64 emulator efter først at have afvist selvsamme program til App Store. Navnet på emulatoren er ikke overraskende C64.

Kommer med fem spil fra start

Med emulatoren C64, der koster 30 kroner på iTunes Store, følger fem spil, nemlig de legendariske Dragons Den, Le Mans, Jupiter Lander, Jack Attack og Arctic Shipwreck.

Det er meningen ,at der skal komme flere spil til emulatoren. Disse skal kunne købes via de såkaldte “in-app purchases”, som blev introduceret i iPhone 3.0 styresystemet. Programmet kan dog endnu ikke forstå det såkaldte Commodore BASIC programmeringssprog, men udvikleren af programmet fortæller, at dette muligvis vil komme i en senere opdatering.

Det er ikke muligt at koble Commodores båndstation til iPhone endnu, men vi håber det bliver muligt.

Kilde: AppleInsider