Nu kommer Google Drive snart
En del af Android-holdet hos Google holder hver fredag det såkaldte "Friday Review", der går ud på at Android-udviklerne anmelder en række programmer og spil og bl.a. kommer med forslag til forbedringer. Det hele sker på et Google+ hangout.
Ved sidste Friday Review skete det, der ganske enkelt ikke må ske. Under gennemgangen af et program, dukkede Googles kommende Dropbox-konkurrent nemlig op som en valgmulighed for deling.
I videoen herunder kan man omkring 32:50-mærket se teksten "Drive" i dialogen over delingsmuligheder og ikonet ligner det, vi tidligere har set på lækkede billeder.
Videoen var privat et par timer efter offentliggørelsen på grund af "tekniske problemer", men er efterfølgende blevet offentligt tilgængelig igen.
Rygterne går på, at Google præsenterer tjenesten i løbet af denne uge, og at man kommer til at have 5 GB gratis lagerplads, som man kan tilgå fra både mobilen og computeren. Vi holder naturligvis øje med nyt fra søgegiganten!