Nu lysner det for Ericsson
T20e, T29, T39 og R520. Alt sammen nye modeller fra Ericsson. Fire modeller der har ramt det danske marked i løbet af de sidste par måneder. Når man så lægger Lara Croft og Tomb Raider til, begynder det at blive overordentlig interessant.
T20e er i sig selv ikke nogen ny model. Snarere en opgradering af T20-modellen. Den største nyhed er da også EMS – muligheden for at sende billeder som SMS”er. En standard, som blandt andet Alcatel og Siemens støtter op om. T20e er også en del af markedets mest populære kit – Tomb Raider kittet, hvor man foruden telefonen får et bærbart håndfrit sæt og Tomb Raider spillene for omkring tusinde kroner.
T29 er en videreudvikling af T28, som dog ikke bliver den største sællert fra Ericsson. I stedet sætter vi for alvor vores tro på T39, der er markedets mest avancerede telefon. Telefonen har GPRS, Bluetooth, high speed, infrarød og er en tripleband telefon, samtidig med at den kun vejeer 86 gram. Når man så ligger prisen på under 3000 kroner til – endda uden abonnement, står man med en model, som ingen andre pt. kan matche.
Fredagens kvartalsregnskab fra Ericsson viste også samtidig at man nu er ved at have styr på finanserne hos Ericsson. Formår man at holde kursen, ser det ud til at Sony Ericsson samarbejdet, der officielt starter 1. oktober kan blive meget spændende – ikke kun for kunderne, men også for de andre producenter.