Nu tilbyder Nokia gratis navigation med Ovi Maps
Da Google annoncerede at de ville tilbyde brugere af Google Maps fri dør til dør navigation på deres platform, var det en bombe under navigationsbranchen, som blandt andet også leverer mobile versioner af deres software til diverse mobilplatforme. Eksempelvis har både Garmin og TomTom mobiludgaver af deres navigationssoftware, som hver især koster omkring 700kr, hvilket svarer nogenlunde til de billigste GPS-enheder på markedet.
En anden producent der dog også blev berørt at nyheden var Nokia, der herhjemme, som i USA, har deres egen Ovi Maps platform. Ovi Maps tilbyder dog kun selve kortfunktionen gratis, og vil man have fuld navigation, skal man stadig have pungen op af lommen. Det bliver der lavet om på nu.
Ikke kun til amerikanere
Hvor den gratis løsning til Google Maps endnu kun er tilgængelig for amerikanere, har Nokia besluttet at gå hele linen ud med deres navigationsløsning. Nokia vil tilbyde den gratis navigation i 74 lande, på 46 forskellige sprog. Det vil altså sige, at hvis du har en Nokia telefon med Ovi Maps installeret, kan du nu se frem til at kunne bruge den til andet end blot statisk kortmateriale. Sådan Nokia!
Som en ekstra interessant detalje kan det nævnes, at hvor Google Maps kræver en dataforbindelse da du ikke har kortene liggende på telefonen i forvejen, kan Nokias løsning stadig bruges uden at det vil kunne ses på telefonregningen.