Nummerflyt hitter

Nummerflyt hitter

17 dage. Så længe har det været muligt at flytte sit nummer med, hvis man vil skifte teleselskab. Og meget tyder nu på, at danskerne er villige til at flytte selskab – ganske som Mobils undersøgelse tidligere har vist.

Orange oplyser, at en det i sært er på erhvervssiden, at man kan mærke interessen for at flytte nummeret med. Men også hos Orange Match kommer der mange nye kunder til, med et eksisterende nummer i hånden.

Telmore, som Mobils læsere udråbte som den store vinder efter 1. juli har netop i dag rundet 40.000 kunder.

– Vi er meget tilfredse. Vi havde regnet med et stort boom de første dage, men det udeblev, fortæller direktør Frank Rasmussen fra Telmore. Men i stedet har vi oplevet en stigende tilgang siden 1. juli, og jeg vil vel tro, at vi får mellem 6-700 kunder i tilgang hver dag. Så vi er meget tilfrede. Det er en succes.

Tiscali Mobile, der har skiftet navn fra World Online Mobile mærker også interessen om nummerportabilitet. Kommunikationschef Jes Hvid Mikkelsen oplyser til Mobil, at “vi vel har fået omkring 1000 nye kunder på den konto.”

Sonofon har endnu ikke noget overblik over, hvorvidt nummerportabiliteten skaber nye kunder eller ej, det er ganske enkelt for tidligt at sige noget, lyder det fra informationsafdelingen hos Sonofon.

Karsten Boldt fra Debitel har ikke noget klart billede af, hvorvidt kunderne vælger Debitel. “Jeg tror ikke det er det helt vilde endnu. Kunderne skal lige vænne sig til at der er mulighed for at tage nummeret med sig. Men vi regner bestemt med at vi kommer til at kunne mærke det.”

Heller ikke TDC har endnu noget klart billede af om kunderne strømmer den ene eller anden vej med deres nummer.