Nvidia på vej med quad-core processor

Nvidia er nu klar med næste generation af Tegra-processoren og lover en ny Tegra-processor hvert år samt firekerneprocessorer i den nærmeste fremtid.

Nvidia på vej med quad-core processor

Tegra-teknologien fra Nvidia har sine klare fordele over mange andre hardwareløsninger, men endnu er det kun få producenter, der har valgt at gøre brug af den avancerede og kraftfulde mobile løsning fra Nvidia.

Hos Nvidia vil man gerne lave om på dette faktum, og tidligere på året har Nvidias direktør, Jen-Hsun Huang, adskillige gange fortalt at Tegra 3 er så godt som færdigudviklet og at man fremover vil frigive en ny Tegra-processor hvert år.

Nvidia har nu publiceret et dokument med titlen "Fordelene ved flere processorkerner i mobile enheder", og her spår man at processorer med to kerner (dual-core processorer) vil blive standard i 2011 og at firekerneprocessorer, også kendt som quad-core processorer, vil komme inden for den nærmeste fremtid. Nvidias definition af "den nærmeste fremtid" er naturligvis svær at knække, men det tyder på at enten Tegra 3 eller Tegra 4 vil have fire processorkerner.

Det er i øvrigt værd at nævne, at Nvidias Tegra-løsninger som udgangspunkt er udviklet til Android-platformen og at man fra Nvidias side afventer tablet-revolutionen med spænding.

Kilde:

Android and Me