Ny arbejds-mobil fra Nokia lanceret
Ved et såkaldt Enterprise Mobility Day-event i dag præsenterede Nokia deres nye E51, der er endnu en smartphone i deres business-serie, E-series. Der er tale om en quad-band-mobil, der også er udstyret med Wi-Fi. Skærmen er to tommer stor med 240 x 320 pixels og 16 millioner farver. Styresystemet er S60 3.1 edition med Symbian 9.2. Kameraet er på to megapixel, og den er ellers udstyret med MP3-afspiller og FM-radio. Den lader ikke til at være med RDS, noget som kommer i nogle af Nokias nye modeller, som blev lanceret den 29. august i år.
Den interne hukommelse er på 130 MB, men den kan udvides med microSD-kort med op til 4 GB. E51 måler 115 x 47 x 12 milimeter. Vægten er præcis 100 gram.
Det forventes, at modellen får en forholdsvis lav pris, men den har Nokia ikke oplyst.
Samtidig med lanceringen af E51, præsenterede de også deres vision for mobilkommunikation, der skal udvide mobiliteten til at indbefatte samlede kommunikationsløsninger. Det, Nokia kalder for Mobile Unified Communications-strategi.
Antti Vasara, vicedirektør for Nokias mobile enheder og ESeries, vurderer, "at skellet mellem personlig og arbejdsmæssig brug af mobilteknologi i stigende grad flyder sammen, og at forbrugernes behov fortsat driver nytænkning inden for mobilteknologi.":
– Vi ser en åbenlys mulighed for at udfylde ‘mobilitets-kløften’ og give forretningsbrugere mulighed for at samarbejde, kommunikere og arbejde alle steder, enkelt og prismæssigt overkommeligt, forklarer Vasara.