Ny avanceret businessmobil præsenteret

I sidste uge skrev vi, at der allerede kunne findes en større test af en endnu uintroduceret businessmobil. Nu er modellen så blevet officielt præsenteret, og den byder på flere spændende funktioner.

Ny avanceret businessmobil præsenteret

Den canadiske producent RIM (Research In Motion) står for cirka 10 procent af det globale smartphone-marked med deres Blackberry-mobiler, men er alligevel ikke så kendt i Danmark, da de kun kan købes herhjemme med et erhvervsabonnement. Alligevel har de nogle interessante og altså også ganske populære modeller.

Den nyeste i rækken er netop blevet annonceret, og den byder på et noget smartere design end de fleste andre af RIMs modeller. Modellen har det officielle navn Blackberry Bold 9000, og har som de fleste andre RIM-mobiler et fuldt tastatur på fronten. Derudover har den også en skærm med en opløsning på hele 480 x 320 pixels. Desuden er der indbygget både turbo-3G, WLAN og GPS, mens modellen også har fået det nyeste Blackberry-styresystem, der har det officielle navn Blackberry OS 4.6. Kameraet er på 2 megapixel og har fotolys, mens der er 1 GB indbygget hukommelse og plads til microSD-hukommelseskort. Modellen måler 114 x 66 x 14 mm, og vejer 133 g.

Det er endnu uvist om modellen kommer til Danmark og i givet fald til hvilken pris, men den vil formentlig kunne fås sammen med et erhvervsabonnement herhjemme senere på året.