Ny chip giver lynhurtige telefoner

Smartphones, der kan spille Quake 3 og vise HD-video i 30 timer på en enkelt opladning. NVIDIAs chip Tegra gør det muligt.

Ny chip giver lynhurtige telefoner

Tegra er alt i en chip: 800MHz ARM CPU, GeForce GPU, billedprocessor, HD-videoprocessor og så styrer den også telefoni og hukommelsen.

Og chippene, Tegra 600 og 650, bliver hurtige. De kan vise 40 billeder i sekundet, nok til at køre skydespillet Quake 3 og understøtte 1080p HDMI og digitalt tv.

Chippen er en tiendedel af størrelsen på den nærmeste konkurrent Intels Atom. Derudover er den yderst strømsvag – 130 timers lyd eller 30 timers HD-video på bare en opladning.

De første produkter til at have Tegra vil være håndholdte eller små bærbare computere med skærme fra 4 til 12 tommer, fuldt tastatur eller trykfølsom skærm, samt WiFi eller 3G. Produkterne kommer til at køre Windows CE eller Windows Mobile, selvom NVIDIA ikke udelukker andre styresystemer som Googles Android.

NVIDIA forventer at se medieafspillere og GPS’er med Tegra-chippen i slutningen af 2008 og smartphones i løbet af første kvartal 2009.